Hvordan jeg har brugt Shorts til at skaffe nye abonnenter til Riise Fortællers YouTube-kanal
Riise Fortæller er først og fremmest en podcast. Det er tænkt til at skulle fungere udelukkende på lyd. Det er lavet til de stunder, hvor du enten ikke kan eller ikke skal bruge dine øjne. Det kunne eksempelvis være, når du laver mad eller når du skal til at sove.
Hvorfor har jeg så alligevel valgt at udgive Riise Fortæller på YouTube? Det er der en helt specifik årsag til, og det er det man på engelsk ville kalde “discoverability.” Det er simpelthen meget nemmere for folk at finde podcasten, og måske endda tilfældigt falde over den, på YouTube, end det er på Spotify eller Apple Podcasts.
Og det virker! Jeg kan i mine analytics på YouTube se, at omkring 30% af seerne af Riise Fortæller på YouTube, er kommet til videoerne ved at have søgt efter diverse eventyr i YouTubes egen søgemaskine, og omkring 28% er kommet til videoerne gennem YouTubes foreslåede videoer. Derudover kan jeg se, at der er omkring 13% der kommer fra eksterne sites, og at det hovedsageligt er fra Google Search.
Alt dette er for så vidt godt nok, men der er lige den hage ved det, at hvis man gerne vil tjene en lille smule penge på sit arbejde på YouTube, så er man nødt til at være YouTube-partner. For at blive YouTube-partner, så skal man opfylde to krav: du skal have over 4000 visningstimer indenfor det seneste år, og du skal have over 1000 abonnenter.
Det med visningstimerne har ikke været et problem for Riise Fortæller. Når folk søger og finder eventyrene, så ender de oftest også med at se eller lytte med ret længe. Derfor har jeg også ret hurtigt opfyldt det første krav.
Problemet opstår i det andet krav: abonnenter!
Abonnenter betyder egentlig ikke ret meget for en YouTuber. Du tjener ikke som sådan flere penge ved at have flere abonnenter. Alt efter de første tusind er bare fordi et højt tal ser sejt ud. Men man skal altså have de der første 1000 for at kunne begynde at tjene penge.
Der hvor det bliver en udfordring, er når man som kanal på YouTube ikke har en god “value proposition” for hvorfor folk skal abonnere på kanalen. Hvorfor skulle man abonnere på Riise Fortæller, når man bare kan gå ind og finde kanalen, når man har lyst til at høre et af eventyrene? Der er jo ikke nogen særlig grund til at høre det seneste eventyr, der er blevet udgivet, så snart det kommer ud. H.C. Andersens eventyr har jo ikke ligefrem den største nyhedværdi.
Jeg forestiller mig, at rigtig mange af mine seere/lyttere på Riise Fortællers YouTube-kanal går ind og søger efter et specifikt eventyr, når de har brug for det. De skal måske bruge det i danskundervisningen eller som godnathistorie. Og da det jo er eventyr, der er mere eller mindre kendte i forvejen, så kommer man ikke ind med en forventning om at høre noget helt nyt. Faktisk er der nok mange der tværtimod gerne bare vil høre den samme historie igen og igen.
Så spørgsmålet er nu: hvordan får jeg så folk til at abonnere på min YouTube-kanal?
Ja, jeg kunne godt begynde at smide et “call to action” ind i hvert eneste nye eventyr jeg uploader, og ville der nok heller ikke være noget galt ved. Men jeg har en forestilling om, at rigtig mange mennesker sætter pris på, at Riise Fortæller er så “rent” et produkt, hvor jeg ikke har reklamepauser i tide og utide, og hvor jeg ikke bruger de første fem minutter på at fortælle dig, at du skal huske at “like and subscribe.”
Og det er så her YouTube Shorts kommer ind i billedet.
Shorts er YouTubes svar på TikTok. Det er vertikale videoer på under et minuts varighed i en endeløs strøm. Generelt set er Shorts også ofte lidt mere “low effort.” Det vil sige, de er ofte bare filmet med en telefon og klippet rimeligt groft, eller også er det udklip af en længere video, som kan stå på egne ben.
Jeg har tidligere haft stor success med Shorts på en anden YouTube-kanal, hvor et klip på 50 sekunder fra en længere video har fået over 2 millioner visninger og har skaffet kanalen over 12.000 abonnenter.
Fedt! Så kan jeg vel bare gøre det samme på Riise Fortæller? Ikke helt.
Som man måske kan tænke sig, er det svært at hive et enkelt minut ud af et eventyr, som stadig vil give mening, når du hører det ude af kontekst. Måske er der en replik der er sjov i sig selv, men oftest skal man helst have haft hele historien op til det punkt, for at det giver mening eller overhovedet er interessant.
Så hvad kan jeg så gøre i stedet?
Hvis det skal give mening for mig, at lave Shorts til promovering af Riise Fortæller, er det nødt til ikke at tage for meget af min tid. Det er relativt tidskrævende at lave en episode af Riise Fortæller, så hvis jeg bruger for lang tid på at lave Shorts, begynder jeg at føle, at det tager for meget af den tid, jeg kunne bruge på at indlæse flere eventyr.
Men jeg tror, jeg har fundet en løsning.
I stedet for at genbruge klip fra en længere video, genbruger jeg den viden jeg har fået, ved at lave de lange videoer. Jeg kender efterhånden de her eventyr ret godt. Jeg har brugt virkelig lang tid på at indlæse dem, klippe dem og lytte det hele igennem til sidst. Og den viden kan jeg jo ret nemt kondensere ned til små sjove facts.
Helt konkret gjorde jeg det, at jeg satte mig ned og brugte en dag på at skrive fire forskellige Shorts, som jeg kunne optage på under en time. De handler blandt andet om forskelle mellem de oprindelige eventyr og så deres filmatiseringer, eller måske en sjov lille detalje, som jeg gerne vil dele med folk.
Det hele kunne laves på omkring en dags tid, og jeg har nu en stak små videoer, som kan udvide universet omkring Riise Fortæller, og som føles autentisk til brandet, men hvor jeg bedre kan flette et “call to action” ind, og hvor jeg kan nå ud til endnu flere seere/lyttere, som ikke kender til Riise Fortæller endnu.
Virker det så?
Altså, der er ikke nogen af de her Shorts, der er gået viralt og har fået millioner af visninger, men den første jeg uploadede, som omhandlede Den lille havfrue, har på nuværende tid fået over 2.600 visninger og har skaffet 24 nye abonnenter til kanalen. Det er selvfølgelig ikke astronomiske tal, men når man tænker på, at den video på kanalen, som før da havde skaffet flest abonnenter, kun har opnået 12 nye abonnenter, så synes jeg faktisk, at det er ret positivt, især når man overvejer hvor lang tid det har taget at producere.
Så hvis du står i en lignende situation, og du har brug for at vækste din YouTube-kanal og komme ud til nye øjne, så overvej om du kan bruge Shorts som en måde hvorpå du let kan reklamere for dig selv, og overvej om du har noget materiale eller viden, som kan genbruges og serveres på en ny måde.