Tour de Bio
Hvad gør en god biografoplevelse? Det er spørgsmålet drengene fra Tour de Bio forsøger at besvare på deres tur rundt i det danske sommerland.
I Tour de Bio undersøger Martin Riise Nielsen, Rasmus Lahn Baatrup, Michel Ryddeskov, Lasse Lyskjær Noer og Jesper Bach nogle af de mange, forskellige biografer i Danmark for at finde ud af, hvad det er der er så særligt ved at gå i biografen.
Jeg, Martin Riise Nielsen, har, udover at være medskaber af konceptet, fungeret som både vært og klipper på programmet.
Du kan se alle 14 afsnit herunder eller tjekke serien ud på YouTube, hvor du også kan finde de fulde interviews og meget mere.
Episode 1: Apollon
Touren starter i Struer, hvor drengene besøger Apollon-biografen, der har sat alt ind for at give deres gæster den bedst mulige biografoplevelse.
Med en THX-certificeret sal med Dolby Atmos lyd og en restaurant, der byder på en fantastisk cheesecake, sætter Apollon en fantastisk standard.
Episode 2: Drive-In Bio
I Lynge besøger drengene Danmarks eneste Drive-In Bio for at finde ud af, hvorfor det skulle være fedt at se film i bilen.
Desuden kan du lære, hvordan man laver det infamøse “popcorn trick.”
Episode 3: Moesgaard Museums “Slaget”
På Moesgaard Museum i Aarhus kigger drengene på en lidt utraditionel biografoplevelse, når de undersøger, hvordan biografen kan bruges til at formidle viden.
Her får de nemlig lov til at opleve, hvordan det er at stå midt i et jernalderslag.
Episode 4: Husets Biograf
Turen går til København, hvor den står på rulleskøjter og glitter for alle pengene.
I Husets Biograf bliver drengene inviteret til “The Big Lebowski drink-along,” hvor man drikker en white russian, hver gang hovedpersonen i filmen gør det samme.
Som du nok kan regne ud, skal det nok ende festligt.
Episode 5: BonBon-Lands 4D-Biograf
Mens Martin har det skide skægt i BonBon-land, tager Rasmus et kig på forlystelsesparkens 4D-biograf.
Giver den fjerde dimension en fire gange så god biografoplevelse, eller er det bare en gimmick?
Episode 6: Lønstrup Café Bio
I Lønstrup tager man tingene som de kommer. Det betyder blandt andet, at da resten af landets biografer skiftede til digitale fremvisningssytemer, så havde bestyrerne af Café Biografen ikke lige så travlt med at skille sig af med det gamle udstyr.
Ligeledes går bestyrerne af biografen ikke rigtig så meget op i hvad de viser, så længe der bare er noget at vise.
Episode 7: Sexkino
Fyn er fin og denne gang går turen til selveste H.C. Andersens fødeby, Odense.
Drengene besøger en biograf, der byder på lidt udover det sædvanlige: her er der nemlig både sømmåtte, gabestok og glory hole.
Men hvorfor vælger nogle folk at tage i biografen og se den slags film, som mange nok ville vælge at se derhjemme med gardinerne trukket for?
Episode 8: Tycho Brahe Planetarium
Tycho Brahe Planetarium i København kan så meget mere end at vise stjerner.
Drengene får hele turen bag om det kuppelformede lærred for at lære, hvad der skal til for at vise en altomsluttende film, og så forsøger Rasmus at finde ud af, hvad man ellers kan bruge sådan et lærred til.
Episode 9: Korsør Biograf Teater
Lige for enden af Storebæltsbroen ligger Korsør, og her finder du en lille biograf, der kan prale af at være verdens ældste stadigt kørende biograf.
Men kan man mærke historiens vingesus, når man træder ind i den gamle sal, eller er det i bund og grund bare en biograf som alle andre?
Episode 10: Strecker Cinema
Hvad gør man, hvis man gerne vil have det bedste billede og den bedste lyd, men helst vil undgå at andre mennesker forstyrrer filmoplevelsen? Man bygger selvfølgelig den vildeste hjemmebiograf!
Det er lige nøjagtigt hvad Jesper Strecker har gjort, og det er nok til at gøre enhver filmnørd misundelig.
Episode 11: Nordisk Film Biografer Field’s
Den røde løber er rullet ud, når drengene er inviteret med til åbningen af Nordisk Film Biografers nye flagskib i Field’s.
Her får de et indblik i hvad Danmarks største biografkæde mener er den ultimative biografoplevelse, og det indebærer alt fra en topmoderne laserprojektor til frozen yoghurt.
Episode 12: BioGrafen
I et lille kolonihavehus på Amager byder biografejer, Nønne Rosenring, drengene ind til en intim og personlig biografoplevelse.
Det er en biograf, der er baseret på gaveøkonomi. Det vil sige, at det ikke koster noget at komme ind, men til gengæld har gæsterne en gave med som tak for oplevelsen.
Og så er det i øvrigt første gang, drengene kommer hjem fra en biograf og lugter af bål.
Episode 13: Skammekrogen
At gå i biografen er på mange måder en fællesoplevelse, som man deler med de andre, der sidder i salen. Derfor kan det måske være svært at se, hvordan virtual reality kan være en biografoplevelse, men det er ikke desto mindre det, Johan Knattrup har forsøgt at skabe med vr-filmen, “Skammekrogen.”
Episode 14: Zulu Sommerbio
Touren er ved at have nået sin ende, men først er der dømt film under åben himmel, når drengene besøger Zulu Sommerbio.
De bløde sæder er byttet ud med et skovturstæppe, men stemningen er ikke til at tage fejl af.